andersbp.dk

Visninger: 1501 | Retur til forsiden


Hola fra Antigua!


Skrevet af Anders, 10. februar 2009, klokken 00:38 Emne: Rejse

Sikke en masse oplevelser! Hvor skal man starte og slutte? Vi er, som I nok kan regne ud, ankommet til Guatemala og sidder lige nu på en café og får nachos, mens vi skribler løs på vores bærbare hver især. Indtil videre må jeg erkende, at de største forandringer i forhold til en masse andre storbyer er sproget. Susanne havde jo ellers forberedt mig på, at alting var meget anderledes, men jeg ved ikke helt, hvor Antigua skal placeres i det puslespil, der hedder " byer, man burde synes, var mærkelige".

Det er skøn og rigtig hyggelig by med omkring 35.000 indbyggere. Desuden var det engang hovedstaden i Guatemala ("Antigua Guatemala" = det gamle Guatemala), så der er masser af flotte, gamle bygninger. Da vi ankom, var det hundekoldt, og de indfødte kaldte da også februar for en "loco" måned. Nu er der dog ganske behageligt med omkring 25 grader og for det meste solskin. Jeg har i den forbindelse allerede præsteret at skifte ham i hele hovedet, men sådan noget er jo egentlig bare typisk mig... Anyways, Antigua er en farvestrålende by med masser af etplans-huse med hidsige farver på væggene, ekstremt høje mure med pigtråd, et ret vestligt præg, en skov af turister og frem for alt rigtig flinke og rare mennesker.

Vi er blevet indkvarteret hos en lokal familie, hvor vi sover og får serveret mad 3 gange om dagen. Jeg har som retarderet mål sat mig for at se, hvor meget min mave kan tåle, så jeg spiser nærmest maden af hånden på folk. Vi skal ikke engang vaske op, hvilket vi jo begge to er rimelig skuffede over...host... :-) Det er service på højeste plan, og endda til billige penge. I det hele taget er alt jo svinebilligt hernede: all-you-can-drink en hel aften for lige knap 40 kroner, en busbillet til knap halvanden krone (se, det kunne nogen jo tage ved lære af!) og alle mulige andre gode tilbud.

Min største mente ved byen (eller landet om man vil) er selvfølgelig sproget. Jeg kunne lige et par ord fra bagsiden af Lonely Planet ("Estoy embarrasado" = "Jeg er gravid"...), men i dag startede vi så i den spanske skole, som jeg så kækt godt kan lide at kalde den. 4 timers undervisning om dagen af min helt personlige lærer Fredy (!); en lavstammet, kompakt gut, der heldigvis er ovenud behagelig og taler ganske udmærket engelsk. Han bliver sandsynligvis min redning hernede! Han er god til at lære fra sig, og vi tager tingene stille og roligt, så jeg skal skam nok få lært en hel del spansk.

Nå, nu skal alle guldkornene jo ikke fyres af på én gang.

Hola!

Anders

PS: Jeg fandt heldigvis de gamle indlæg igen, så beklager, hvis nogen af jer har fået en del mails...



Kommentarer (1)

person Karen
11. februar 2009, klokken 08:23
Hej Bas

Det lyder fanatstisk og det er jo lige får Antigua kan komme pÃ¥ højde med Esbjerg, hvor jeg jo befinder mig i denne uge....Jeg er dødmisundelig på alle jeres oplevelser! Kan nikke genkendende til at det er lidt af en (sjov) udfordring med sproget, men det kommer nu ret hurtigt. Jeg kan da bidrage med, at "pero" betyder "men" - jeg troede den første måned det betød "og", hvilket jo unægteligt gav nogle lidt mærkelige sætningskonstruktioner i ny og næ.
Nå, her sner det lidt on and off. Var i biffen med Faster J den anden dag så det var vældig hyggeligt. Glæder mig pænt meget til at komme tilbage til København :-)

Hav det fortsat godt Basil og hils Sus mange gange - håber I nyder det fuldt ud,
kh Karen

Skriv en kommentar

Din email-adresse vil ikke blive vist.



Husk at klikke af her: *



Til toppen